Gennemførte trods hårde odds

Gennemførte trods hårde odds

12 kilometer inde i verdens hårdeste marathon sprang Youssef Khater et ledbånd i knæet. Alligevel gennemførte han – med bravour

I oktober skiftede den libanesisk fødte Youssef Khater sit job som ekspedient i Intersport i Frihedens Butikcenter ud med verdens hårdeste marathon – Junglemarathon – der strækker sig over godt 200 km i Amazone-junglen i Brasilien. I uvejsomt terræn, i mudder, på småbjerge og blandt junglens dyr og med en luftfugtighed, der ville plage de fleste. Det resulterede i en særlig oplevelse – og en særlig dagbog:

Youssef Khater sluttede på en 30. plads. Her ses han sammen med de tre andre danske løbere i Junglemarathon. De kom ind som henholdsvis nummer 20, 31 og 52.

Youssef Khater sluttede på en 30. plads. Her ses han sammen med de tre andre danske løbere i Junglemarathon. De kom ind som henholdsvis nummer 20, 31 og 52.

Løberne og resten at medicteamet ankom til Alter do châo den 8. oktober, hvor vi – 94 løbere, 20 specialtrænede junglesoldater og 20 redningsfolk – gik om bord på en lille båd for at sejle 10 timer igennem Tapajosfloden til vores base Itapuama.

Her startede vores jungletræning med lægechek. Vi blev gjort bekendt med farlige dyr fra slanger til jaguar og skorpioner samt planter med blade så skarpe som knive.

Der var også tid til et mini-junglemarathon for alle børn mellem 5 og 15 år i de landsbyer, vi senere skulle løbe igennem. Nogle af os løber med for at hjælpe de små igennem. Da det var overstået, var det tid til at give børnene alt det tøj, og sko, som vores sponsorer havde betalt for. For os fire danske løbere – Per Sommerlund, Per Sørensen, Palle Andersen og mig blev det til ca. 30.000 kr.

Derefter var det tid til af få tingene til at passe i løbetasken. Af de løbere, der har deltaget før, har jeg lært, at man ikke skal spare på maden, så jeg havde ekstra mad og vand med. Min taske med vand kom til at veje omkring 20 kg.

Skade og provokation

Den 10. oktober. Stod jeg op klokken 04, spiste morgenmad og drak en masse vand. Så var jeg klar til 1. etape – 25 km fra Itapuama til Dona Irene 130 m over havets overflade. Den er kendt som en bakket og sumpet etape, hvor mange falder fra. Kl. 06:00 gik løbet i gang med 300 meter start på stranden.

Jeg fandt mig et godt løbefelt sammen med englænderen Paul Sutton, og vi skiftedes til at presse hinanden den 1. time, men så blev han sat af og jeg løb alene i næsten 45 min., indtil jeg gled og forvred mit knæ. Det hævede, og jeg blev overhalet af alle løberne. Min knæskal hoppede ud af led, og jeg blev nødt til at sætte den på plads igen. Smerten voksede. Til sidst holdt jeg den på plads ved at sætte en pind i hver side og tape det godt fast.

Ved de sidste to chekpoints mente de, at jeg skulle give op. At jeg aldrig ville kunne gennemføre løbet. Jeg kom i mål som en af de sidste løbere, og alle så mærkeligt på mig. De troede, at jeg havde givet op. Kiropraktoren undersøgte mit knæ og fortalte, at det føltes som mit ledbånd i knæet var revet over, og at jeg lige så godt kunne stoppe nu.

Jungle Marathon brasilien 2008

Jungle Marathon brasilien 2008

Jeg fik sat min hængekøje op, fik spist og hoppede i køjen og slappede af. Jeg ville være klar næste dag.

2. etape ca. 30 km fra Dona Irene til Paraiso. Højeste punkt på næsten 100 m.

Kl. 06:00 startede løbet, og vi lagde ud med en af de hårdeste bakker på etapen. Ved starten sagde en af dem, der udgik dagen før, til mig “Vi ses – om ikke ret lang tid”.

Jeg var en af de sidste, som skulle op ad bakken, men blev så irriteret over det, han sagde, at jeg begyndte at overhale de andre og bed smerten i mig. Hver gang jeg kunne se nogen foran mig begyndte jeg at angribe.

Jeg gik, som om jeg ikke havde nået at komme på wc. Det fik mange til at grine, og jeg var med på den og holdt humøret oppe ved at sige, at løbet næsten var forbi – og så gik jeg forbi dem. Chekpoint efter chekpoint blev de overrasket over at se mig, og jeg arbejdede mig op i listen. Da jeg nåede målet, var det, som om de så et spøgelse, og jeg blev klappet ind.

Kiropraktoren kunne slet ikke forstå det. Han behandlede mig og det viste sig senere, at det var en hård etape, for mange var udgået. Mange ville ikke starte på morgendagens etape og havde pakket deres ting. De mente, at det var for risikabelt at være med i løbet. Sjovt, når de ved, at det er verdens hårdeste løb.

Inderste ressourcer

Løbet skulle have været startet kl. 06:00, men blev aflyst af sikkerhedsmæssige grunde. Hele dagen gik med masser af rygter om, hvordan vi skulle fortsætte. Endelig om aften fik vi at vide, at 3. og 4. etape skulle slås sammen og laves lidt om.

3. og 4. etape bød dermed på 40 km fra Paraiso til Tauari. Højeste punkt på ca. 110 m.

Kl. 06:00 startede løbet, og man kunne se, at folk havde haft en hviledag, for de lagde hårdt ud. Overrasket blev de, da der kom nogle meget hårde bakker, som virkelig knækkede folk.

Jungle Marathon brasilien 2008

Jungle Marathon brasilien 2008

Igen med halten og højt humør. Igen fik jeg overhalet mange på ruten og kæmpede mig igennem forhindringer og det værste sumpede område i hele løbet. Jeg havde mudder helt op til knæet. Igen havde jeg fået at vide af kiropraktoren, at jeg ikke ville klare det, men jeg kæmpede og nåede det sidste chekpoint. Her kunne de slet ikke forstå, at jeg var blandt de første 30 løbere.

Nu var der 6 km tilbage og 2 km til 300 m svømning over floden, som jeg havde set meget frem til, da det havde været så varmt, at jeg trængte til at blive kølet af. Da jeg kom til vandet, fik jeg sat min taske i en vandtæt pose og bandt den til min fod og brugte rebet, som var der, så jeg kunne spare mit ben. To andre var allerede nået ud på midten, da jeg startede, men dem fik jeg indhentet.

Vi kom op ad vandet på samme tid. Der var kun godt 4 km tilbage, så de to andre begyndte at løbe. Men jeg kunne hele tiden se dem. De var trætte. For at provokere gik jeg hele tiden og sang og pjattede. Og at høre mig synge er som at høre aberne skrige om natten, så jeg kan forstille mig, at de var meget trætte af mig. Men jeg kom i mål med et kæmpe bifald – og en kiropraktorbehandling.

Jeg havde heldigvis ingen vabler endnu, men smerten fra knæet voksede, og jeg frygtede den næste dag. Jeg blev nødt til at køre mig selv helt op og den eneste måde, jeg kunne gøre det på, var ved at tænke på alle de mennesker, som har brugt så megen tid på at hjælpe mig med at komme afsted. Især to personer: Min gamle boksetræner, Erik Thrane, som har arbejdet meget med mig, siden jeg var 10 år gammel, og som havde givet mig en vilje og selvtillid, som ikke kunne knækkes. Og Rene Poulsen, som har kæmpet så meget for at få mig af sted.

5. etape. ca 100 km fra Tauari til Aramanai. Højeste punkt på næsten 200 m. Halvdelen af etapen var ren jungle, en fjerdedel var landsbyvej og en fjerdedel foregik på stranden.

Vi skulle være ude af chekpoint 4 inden kl 16:45, ellers skulle vi blive og overnatte, da det ikke var sikkert at løbe igennem junglen om natten, så jeg skulle hurtigt igennem. Jeg frygtede, at jeg ikke ville nå det, men jeg gjorde klar til en start med 100 m svømning. Jeg kom hurtigt igennem og begyndte at gå hurtigt med to fra England. Vi holdt et godt tempo for at komme ud af junglen hurtigst muligt, men smerten tiltog, og etapen var rigtig hård.

Vi nåede igennem junglen, og de to andre ville holde pause. Jeg fik sat nyt tape på knæet, fik nogle smertestillende, gik videre efter 12 min. De næste 40 km gik hurtigt. Jeg holdt kun for at fylde vand på, så jeg kunne spise, mens jeg gik. Humøret var højt, og jeg følte mig meget frisk.

Jungle Marathon brasilien 2008

Jungle Marathon brasilien 2008

Stranden var meget hård for knæet. Sandet var blødt, og smertepillerne virkede ikke mere. Tapen faldt, af så der ikke var mere støtte, og så begyndte vablerne at komme. Jeg kunne mærke helvede tæt på. Jeg kunne næsten ikke gå mere. Efter 6 km på stranden kunne jeg mærke sviende smerter mellem mit lår. Jeg var blevet helt hudløs og kunne slet ikke holde ud at have min løbedragt på mere, og da jeg var helt alene, smed jeg dragt og bokseshorts og gik faktisk kun iført t-shirten, da jeg stadig havde min taske på ryggen. Så det var en haltende mand med bare røv, der mødte to lokale, der pludselig dukkede op og så mig hilse på dem med et kæmpe smil og spørgsmålet, hvor langt der var tilbage. Jeg fik ikke noget svar.

Sådan fortsatte jeg til den sidste vandpassage. Vandet var så koldt, at det brændte så meget, at jeg blev nødt til at tage løbedragten på, og et minut senere kom den anden-hurtigste løber, en kvinde, så det var lidt heldigt. Oppe af vandet igen fulgtes vi ad. Vi var meget smadret, og efter 3 km kunne jeg ikke holde til at ha dragten på mere. I stedet tog jeg min silkesovepose rundt om mig, og så kæmpede vi. Ved det sidste chekpoint fik vi at vide, at der kun var 4 km tilbage.

Det var de længste 4 km i vores liv. Jeg kunne ikke gå mere. Mit knæ var helt færdigt. Jeg var søvnig og træt, havde ikke sovet eller holdt pauser. Hun havde masser af vabler, men ingen af os ville stoppe.

Hånd i hånd kom vi i mål efter 23:45 timer, så vi havde en hel dag til at få spist og blive behandlet.

Jeg havde arbejdet mig godt op på listen. Nu var løbet næsten slut, og mange kom for at fortælle, hvor godt jeg havde kæmpet. Der var allerede 20, som var hoppet fra, så det gav mere blod på tanden til den sidste dag.

Det skal prøves

6. Etape var på ca. 35 km fra Aramanai til Alter do châo – og det var kun på stranden.

Jeg havde heldigvis et sæt nyt tøj med til den sidste dag. Fik tapet mit knæ godt ind og fik smertestillende, så jeg kunne gennemføre den sidste dag. Jeg prøvede at løbe – jeg løb 5 min og gik 10 min og sørgede for at holde mig godt til i toppen.

Jungle Marathon brasilien 2008

Jungle Marathon brasilien 2008

Jeg var blevet lovet en bananasplit, hvis jeg klarede det, så det var det, jeg gik efter. Checkpoint efter chekpoint kom jeg igennem. Så var der kun 400 m tilbage, men jeg ville ikke ligne en kylling, så bed smerten i mig og løb det sidste stykke og blev modtaget af masser bifald og ros af alle.

Den følelse skal prøves. Kom fra at være dømt ude til at gennemføre verdens hårdeste løb med overrevet ledbånd i knæet allerede efter 12 km – og så ende som nr. 30. Det er ikke noget, man ser tit.

Efter at jeg kom hjem fik jeg bekræftet, at det var revet over.

Hm, nu tænker jeg ikke mere på det løb. Løb som disse, vil jeg meget gerne anbefale. Man får masser af selvtillid og gode venner. Det flytter nogle grænser.

Youssef Khater har efterfølgende deltaget i et 200 km løb i Costa Rica, Det gjorde han, mens han ventede på sin operation.

Source: http://hvidovre.lokalavisen.dk/gennemfoerte-trods-haarde-odds-/20090217/artikler/529469597

Advertisements